Freedom of speech

Inkluderende Pædagogik – God praksis og gode praktikere 
Kapitel 11 – Praktisk pædagogisk arbejde

Opgave modul 1

Vejleder Claus Hedegaard Malling

Udarbejdet af Thomas, Nabila, Bo og Cellina

Arbejde med afkodning – børn og voksnes

Arbejdet med afkodning er helt grundlæggende i personalets forsøg på at sikre alle børns deltagelse, trivsel og læring.

Feltnotat: På legepladsen sidder fire pædagoger, hver af dem har et barn på skødet. Børnene putter sig ind til pædagogen.

Formålet med dette er at normalisere det at sidde hos pædagogen for alle børn, dem med behovet for omsorg, såvel som den der ikke har det i situationen. Ved den tætte kropskontakt signalerer pædagogerne at børnene ikke behøver at være alene med deres svære og måske overvældende følelser, og signalet til børnene er at deres følelser er virkelige og reelle. Hvis pædagogerne italesætter de følelser de oplever hos børnene sammen, giver de barnet mulighed for at afkode, forstå og måske med tiden formulere og håndtere sine følelser og fornemmelser. Personalets positive kommentarer, er med til at skabe en oplevelse af at alle er værdifulde.

Det er umuligt at skelne mellem omsorgsarbejde, trivsel og læring og mestring af personlige kompetencer. Hvor forsøget på dette ofte giver den modsatte effekt. Derimod er det analytiske fokus vigtig.

Når et barn starter i børnehave, er det meget vigtigt at barnet opbygger er nært og tillidsfuldt forhold til en primærpædagog. Primærpædagog: "Når jeg får et nyt barn, så er jeg ekstra på barnet, taler mere med det og er opmærksom det, prøver at læse det højt. "Nu ser det ud, som om du..."På den måde sætter jeg ord på de følelser, jeg syntes, jeg ser og opdager. På den måde læser jeg barnet højt hele tiden." Dette giver barnet nær tilknytning og positiv opmærksomhed.

Afkodning af omgivelser, situationer og normer. Der tage udgangspunkt i at alle skal kunne være her, og at det er alles opgave at forsøge at lykkes med dette.

Feltnotat: En pige hjælper på den voksnes opfordring en mindre dreng med at hælde vand i koppen til frokost.

Børnene tildeles hermed et medansvar i omsorgen for de små børn, og de som har forskellige vanskeligheder. Således at de trænes i at have blik for hvad der foregår omkring dem, ligesom deres empati og handlekompetencer aktiveres.

Feltnotat: To drenge leger sammen. En tredje kommer til og spørger den ene, om han vil lege. Drengen svarer: "Jamen jeg leger jo med K." I samme øjeblik ser han ud til at besinde sig, lægger armen om den tilkommende dreng og spørger: "Vil du være med i vores leg?"

Der er ikke nogen voksne indblandet i hændelsen, og hvor børnene selv praktiserer et relations arbejde. Der foregår en afkodning af det sociale scenarie og en afkodning af den tilkommende drengs mulige følelse ved en afvisning. I samspillet med børnene ses det, at pædagogerne sørger for at tydeliggøre disse legelogikker for alle børn og italesætte hvad der sker. Derved bevidstgøres alle børn om deres handlinger og andres reaktioner på dem. Dette har samtidig en positiv effekt på marginaliserede børns muligheder for at deltage i leg, og derved få adgang til den læring, trivsel og erfaringsdannelse, som legen indebærer.

I arbejdet med børn der ved sin adfærd marginaliserer sig selv, nævnes der en række strategier.

·       At give konkret guidning med forslag til, at specialbarnet følger sine handlinger op med verbale udtryk, så de tydeligere fremstår som et forsøg på at give input til legen og dens fortælleunivers.

·       At hjælpe barnet til at forstå, at legens rum etableres ved hjælp af forskellige regler, som man må kende og forholde sig til.

·       At hjælpe specialbarnet ved at gøre hans del af legen mere spændende for de andre børn.

Hvis pædagogen trækker sig ud af legen for hurtigt, er der risiko for at man derfor lægger for stort et ansvar over på børnene. Balancen i hvornår intervention er nødvendig og hensigtsmæssig har stor fokus hos pædagogen.

Feltnotat: Flere gange bliver børn uenige om noget eller slår hinanden. I sådanne situationer er der straks en pædagog ved hvert barn. Både den, der slog, og den, der blev slået. Pædagogen sætter ord på det, der skete: "Det var ikke rart for dig", og: "Se, hun græder og er ked af det." Pædagogerne skælder ikke ud på skurken og overtrøster ikke den, der blev slået. Man kan sige, at pædagogen afstemmer det følelsesmæssige udtryk tilpas i situationen.

Pædagogerne undlader at gøre sig til dommer over de enkelte børns handlinger. Udgangspunktet er, at nedbruddet i samværet kun producerer tabere, hvis børnene ikke på egen hånd kan løse konflikten. Derfor hjælper pædagogerne børnene med at føle, det de faktisk føler i situationen. Hvilket giver mulighed af at børnene oplever en positiv læring af konflikten.

En anden tilgang er at pædagogerne iagttager børnenes leg, for derved at kunne afkode forløbet. Børnenes egne stærke følelser forbindes dermed ikke til spørgsmål om skyld, skam og ansvar, men derimod en afkodning af andres følelser, handlinger og ønsker.

At hjælpe børn til at afkode hinanden, og pædagogens rolle i at indsnævre rammerne, således at alle kan være deltagende.

Feltnotat: Nogle drenge svinger hinanden i hængekøjen. Det bliver vildt. Pædagogen går hen og laver en aftale med dem om, at når det bliver for højt, har de, som ligger deri, mulighed for at sige stop til dem, der svinger. Det virker i kort tid. Så bliver det voldsomt igen, og pædagogen går derhen. De forklarer deres regel. Pædagogen siger at det ikke er nok. De må ikke svinge så højt. Da pædagogen er gået, råber en af drengene, at de svinger højt igen. Pædagogen siger, at det må de ikke, og så stopper det.

Den vilde leg er i orden, men pædagogen forudser at nogle af deltagerne i legen ikke kan overskue legen. Derfor introducerer pædagogen en regel, der indebærer at det ikke bliver for vild. Dette handler om at lære at respektere andres grænser, samtidig med at ansvaret gives tilbage til børnene. Flere regler kan være nødvendige for at legen forbliver positiv.

At hjælpe børn til at afkode kulturelle scripts.

Pædagogen hjælper børnene med at afkode kulturen ved eks. spisesituationer på stedet. Hvilke elementer der indgår i det og hvad et måltid er. Pædagogen forsøger at overskueliggøre måltidet ved at italesætte mængden af mad.

Feltnotat: Nogle drenge har snakket om, at når de kommer ud, vil de lege med legehuset igen. Pædagogen har sagt til dem, at så skal de skynde sig, så der ikke er andre der kommer først. Da de rejser sig, glemmer de det, og pædagogen kommer og minder dem om det.

Her tager pædagogen ansvar for at støtte op om børnenes planer og lyster, så de ikke senere ærgrer sig over at have mistet muligheden for at genoptage legen. Samtidig lære børnene logikken i overgangen fra måltid til legepladsen. Hvor princippet er "først til mølle".

Arbejde med at guide børn

I arbejdet kan guidning bruges i mange sammenhæng både i legen med og mellem børn.

Feltnotat: To drenge er blevet uvenner om nogle sjippetove, men vil tilsyneladende gerne lege sammen. Den ene drenge kommer hen til den voksne, som foreslår. "I kunne have et sjippetov hver. Der er to. Hvis du nu vælger det, du helst vil have, så kunne du give karl det andet."

Der kan bruges forskellige former for guidning der vælges ofte den pragmatiske løsning, som fremmer den fortsatte leg dette giver de involveret børn oplevelse af forståelse af hvad der skete og hjælp til håndteringen.

Der kan vælges forskellige former for guidning, f.eks. Ved børn uden lege kompetencer kan den voksne påtage sig rollen som legepartner, inspirator, konsulent og på den måde guide barnet videre til enten selvstændig leg eller fortsat leg med den voksne.

Arbejde med at være til rådighed for børn (generelt og specifikt)

Pædagogens rolle bygger på et princip om guidet og støttet selvforvaltning.

Pædagogen følger børnene uden at blande sig før behovet opstår.

Det går ikke ud på at skærme børnene for det sociale livs belastninger. Fokus er derimod på at skabe miljøer, relationer og normer med mulighed for hjælp til afkodning, guidning, leg, følelser og relationer mm.

Det kræver at pædagogen besidder en faglig kompetence til at afkode børns kommunikation og påtage sig at handle i overensstemmelse med børns handlinger, følelser og udtryk. Derigennem bekræftes børnene i deres oplevelser, og føler at de har krav på at blive hørt og respekteret.

Arbejde med at koble mellem fortid og nutid – børn involveres i udviklings- og læringsperspektivet

De voksne italesætter oplevelser her og nu, deres positive udvikling overfører børnene. Dette anvendes i mødet mellem alle børn og er ikke en tingang der er forbeholdt børn i specialklasser. Dette fjerner særheden og anderledes hed som ellers kan opstå omkring disse børn og deres familier. Der etableres derved en rummelighed/accept overfor andre mennesker.

"Alle har svært ved noget, alle kan noget, alle har konflikter og problemer, alle begår fejl, alle kan hjælpe, alle kan være sjove osv."

Så forskellighed bliver fælleshed, det handler om at forholde sig til vores forskelligheder, særheder, styrker og får noget ud fa det.

Feltnotat: en dreng har fundet en frø, som han har puttet ned i en spand. Han snakker om, hvordan frøen selv kan finde ud af at hoppe, og dens liv i det hele taget. Pædagogen snakker med ham om frøen og sætter sig på hug foran ham og spørger om, han kan huske da han var lille, var han ikke særlig sød ved dyrene, men at det har han lært nu.

Der bliver her sat fokus på udviklings- og læringsperspektivet i samtalen. Den voksne tager begejstret om frøen, begejstringen bliver overført til at drengen nu er sød ved dyr. Det tydeliggøres for barnet at handlingen har indvirkning på andre og hans fremskridt er betydningsfulde. Ligeledes giver hun barnet indtryk af at det er muligt og overkommeligt at være social. 
Ligeledes er det muligt at gøre det modsatte nemlig at anonymisere ting for børn og fortælle om andre børn der har haft samme problem, var lige så kede af det, men alligevel kom videre med legen eller lign. 
I disse processer indgår et markant arbejde med, at støtte og vejlede børnene gennem refleksion og afkodnings processer og indirekte handlingsorienteret guidning, vejledning og rådgivning. I det motiverende arbejde er det vigtig at etablere situationer og løsningsmuligheder, som bidrager til positiv oplevelse.

Pædagoger hjælper børn - Arbejde med at hjælpe børn

I dette kapitel vil jeg belyse pædagogens rolle i forhold til idræts aktiviteters indhold ift. Kapitlet.

Hvordan børnene bedst muligt får noget ud af de forskellige aktiviteter der bliver sat i gang og som er med til at udvikle barnets kognitive og sociale kompetencer.

Pædagogens rolle er at rammesætte børnenes deltagelse og læring i de forskellige aktiviteter og dermed følge barnets udvikling.

Sanseoplevelser og erfaring:

I forhold til pædagogens praksis er det vigtigt at pædagogen imødekommer og forstår det enkelte barn og gør det tydeligt for barnet, at der er mulighed for at stoppe i deltagelsen af en hver givende aktivitet hvis der er behov for det.

Her er der tale om barnet selvforståelse af sanser som er med til at sørge for om barnet får en god eller dårlig oplevelse. Sanserne gør at barnet husker oplevelser for hver situation barnet har stået i.

Pædagogen skal være opmærksom på barnets taktile og proprioceptive sanse - her er der tale om to forskellige måder som børn mærker på kroppen og som kan afvige dem fra at deltage i en fælles aktivitet. Dermed skal man arbejde på at hver enkelt skal kunne være tilstede og samtidig føle sig tryg. Forskellen på de to sanser er at den taktile sans er sansen som man ofte mærker på huden, som fx. ansigt, ben arme, ryg og fødder, og hvorimod proprioceptive sans er en bevægelsessans. Her er det kroppen der opfatter muskelkraft, samt kropsstillinger.

Kropsbevidsthed - Muskelstyrke - Udholdenhed

Der er før blevet talt om hvorvidt det er sundt eller ej for børn at styrketræne på grund af barnet knoglernes vækstzone, da det kan hæmme kroppens længdevækst.

Man har nu fundet ud af det ikke skader børns udvikling og man er derfor ikke længere behøver at være bange for at børn løfter vægte som de kan klare.

Pædagogens rolle er hermed vigtig i den forstand at lære barnet, at kende til sin krop, og være bevidst om det - at forstå hvorvidt der skal være en sammenhæng mellem motion og sund kost.

Pædagoger åbner verden for børn - Arbejde med at åbne verden for børn.

Der arbejdes med åbenhed overfor sig selv og andre, denne tilgang giver børnene læring i bred forstand. Den voksne taler generelt med børnene om væsentlige ting fra hverdagen.

Feltnotet: Ved bordet har et af børnene fået øje på øjenbryn. Pædagogen Henriette snakker med børnene om øjenbryn. "Hvad skal øjenbryn bruges til?", spørger et barn. Det filosoferer de over i fællesskab, mens de studerer øjenbryn i forskellige afskygninger. Snakken går videre om øjne og den store sorte indeni, der hedder pupil.

Der gøres meget ud af at åbne verden for børnene, gøre den interessant forståelig og gådefuld. Hvis der stilles mange spørgsmål til den voksne er projektet lykkedes.

I samtalerne skal der tages udgangspunkt i børnenes undren, spørgsmål og tanker og så omdanne det til mere end spørgsmål og svar så pædagogen skal have fokus på at omdanne det til en samtale. Samtidig udbygger du børnenes kommunikative færdigheder og kompetencer. De lærer at indgå i dialog, holde fælles fokus, bidrage, uddybe ting osv. Dette kan hjælpe børn i sociale relationer og gøre hverdagssituationer nemmere.